Præst

Ronal Risvig

Ronald Risvig blev menighedens præst den 1. maj 2013


Han er født i 1953 og stammer oprindelig fra Brande, hvor han voksede op i et arbejderhjem.


Gennem højskoleophold og senere HF og læreruddannelse læste han teologi i fire år ved ÅU, men sprang fra for at blive friskoleleder. Ronald Risvig tog senere en uddannelse i sjælesorg og gestaltterapi og har bl.a. også virket som højskolelærer og forstander, ligesom han gennem årene har holdt foredrag over det meste af landet. Ronald Risvig udgav i 2008 prædikensamlingen ”Nu-Næsten og Kærligheden”. Han har tre voksne døtre fra et tidligere ægteskab. 

 


Præstebolig
        

Midt på sommeren 1923 stod Aulum-Vinding-Vind Valgmenigheds præstebolig færdig og har siden dengang udover at være hjem for præsterne og deres familier dannet ramme om flere af menighedens møder og sammenkomster.


Huset er ikke egnstypisk for Midt- og vestjylland og inspirationen er da også kommet fra Fyn. 


H.P. Juul Nyholm ejede, indtil han blev valgmenighedens præst, gården Lindegården i Over Holluf. Lindegården blev opført i 1865 og præsteboligen er på nogle få detaljer nær en tro kopi af Lindegårdens stuehus. 


I 1923 plantedes et lindetræ på gårdspladsen, som stadig findes og vidner om den fynske forbindelse.
I anledning af Aulum-Vinding-Vind Valgmenigheds 75 års jubilæum i 1997 indkøbtes en skulptur af Erik Heide, Mors.


Skulpturen bærer navnet "Vinger" og står i dag ved indkørslen til præsteboligen. Skulpturen bliver brugt i Aulum-Vinding-Vind Valgmenigheds logo.


 

Gennem efteråret og foråret 2012-13 gennemgik præsteboligen en fuldstændig renovering, så den i dag fremstår som en lys, varm og moderne bolig, hvor der også er god plads til foredrag, undervisning og arrangementer, såvel ude som inde. Den nye bolig blev taget i brug samtidig med, at Ronald Risvig tiltrådte som præst.